Svend Hammershøi

Frederiksberg 1873–1948 Frederiksberg

Svend Hammershøi voksede op som den yngste dreng i familien i en børneflok på fire på Frederiksberg. Han var livet igennem tæt knyttet til sin familie og fortsatte efter forældrenes død med at bo sammen med sin søster Anna. Han forblev ugift hele sit liv. Hammershøi blev optaget på Kunstakademiet i København i 1880, men lod sig to år senere indskrive på Kunstnernes Frie Studieskoler ledet under billedkunstneren Kristian Zahrtmann (1843–1917). Sideløbende med sin uddannelse fik han sit udstillingsgennembrud på Kleis’ Kunsthandel i København. Hammershøi fik endvidere gengivet en tegning som illustration i det symbolistiske tidsskrift Taarnet og sammen med andre kunstnere fra den kreds udstillede han jævnligt på Den Frie i årene 1885–1909. Nuancer af grøn, gul og brun dominerede farvepaletten og de foretrukne motiver var store gamle træer, enten med nøgne grene eller med saftiggrønt løv samt ældre bygninger med kulturhistorisk værdi. Noget som han var blevet inspireret af i forbindelse med sine gentagne rejser til blandt andet Oxford i årene 1910–33.

Fleur Wetterholm

Søllested Kirke, set fra apsis

Søllested Kirke, von der Apsis gesehen

Olie på lærred, 41 x 22,6 cm | Foto: Ole Akhøj

Svend Hammershøi er en særegen figur i dansk kunst. Han var både maler og keramiker, og udviklede sit eget selvstændige udtryk indenfor begge genrer. I sin levetid var han en velanskreven kunstner, mens han i dag er gledet ud i periferien af dansk kunsthistorie og er bedst kendt som den yngre bror til den også i udlandet berømte maler Vilhelm Hammershøi (1864–1916).

Svend Hammershøi havde to foretrukne motiver – træer og bygninger. Når det kom til bygninger, var det specielt ældre arkitektur bestående af en motivverden af granitkirker og slotte, der havde hans helt store interesse, og denne blev som oftest skildret med en særegen melankolsk stemning.

Hammershøi fremkalder en særlig atmosfære i sine billeder, skabt af et blødt, plastisk og diset lys. Men snarere end at åbne rummet med lyset synes Hammershøi at sænke motiverne ned i en lage af grågullig kolorit. Der er ingen skygge til at fremhæve det plastiske, som man normalt finder i arkitekturmalerier; lyset er pænt filtreret, blødt og egalt tilstede fra en ukendt lyskilde. Hans malerier får derved en traurig stemning, som man har svært ved at ryste af sig.

Jacob Helbo Jensen