Peter Ilsted

Sakskøbing 1861–1933 København

Købmandssønnen Peter Ilsted blev født i Sakskøbing, men voksede op i Stubbekøbing på Lolland. I 1878 blev han optaget på kunstakademiet i København, og herfra tog han sin afgang i 1883. Han debuterede i 1882 i Kunstforeningen i København, og fra 1883 var han fast udstiller på Charlottenborgs Forårsudstilling. Motivmæssigt beskæftigede Ilsted sig både med landskaber, dagligdags scener og portrætter. Han var en del af kredsen omkring Vilhelm Hammershøi (1864–1916) og i 1891 blev hans søster Ida gift med netop Hammershøi. Ilsted var mere detaljeorienteret i sine interiører end Hammershøi, men da han fra 1909 især begyndte at koncentrere sig om mezzotinter, kom han med sine afstemte toner tættere på Hammershøis udtryk. Ilsted udstillede i både ind- og udland. På Verdensudstillingen i Paris i 1889 fik han en ”Honorable Mention” for to interiører og i 1893 deltog han i Verdensudstillingen i Chicago og i 1909 modtog han en medalje på X. internationalen Kunstausstellung i München. Fra 1893 og frem til 1905 virkede han som assistent ved Kunstakademiets modelskole i København.

Jacob Helbo Jensen

Ung pige med opsat hår

Mädchen mit hochgestecktem Haar

1888 | Öl auf Leinwand, 26,5 x 19,5 cm | Foto: Ole Akhøj

Peter Ilsted var en del af kredsen omkring Vilhelm Hammershøi, og han var både stilistisk og motivmæssigt under indflydelse af Hammershøis stilfærdige interiør- og figurkunst. Hos begge kunstnere optrådte den isolerede kvindefigur som et karakter- og stemningsskabende element i rummene, ligesom de havde gjort det i de fjernere hollandske forbilleder fra det 17. århundrede.

Der er ganske få fortællende elementer i billedet, og intet der antyder kvindens identitet. Hendes solbrændthed indikerer at hun er vant til at være udendørs, og dermed tilhører den arbejdende klasse. Samtidig tilføjer det fremstillingen et træk af realisme, hun er fremstillet, som hun er, uden idealisering. Hendes villighed til at trække ned i chemisen, og dermed stå til malerens fulde disposition fortæller, at hun kan være professionel model eller måske ligefrem en prostitueret der supplerer sin indtjening med det mere skånsomme modelarbejde. I årene 1886–89 var Ilsted flere gange i Paris, og hun kunne som type og kvindefigur sagtens høre hjemme i 1880’ernes Parisiske fin de siècle kultur med tilhørende boheme- og forlystelsesliv på Montmartre.

Jacob Helbo Jensen