Max Liebermann

Berlin 1847–1935 Berlin

Max Liebermann blev født i Berlin i 1847 som næstældste søn af en jødisk tekstilfabrikant. Fra 1857 boede familien i et palæ på Pariser Platz, lige ved siden af Brandenburger Tor. Liebermann modtog allerede malerundervisning i sin skoletid, og i 1868 begyndte han at studere ved Grossherzoglich-Sächsische Kunstschule i Weimar. Under en studierejse til Düsseldorf så Liebermann Mihály Munkácsys maleri Linnedplukkerskerne, der inspirerede ham til hans første hovedværk Gåseplukkerskerne. I 1873 rejste Liebermann til Paris for at studere moderne fransk maleri. Her lærte han frem for alt Barbizon-malerne at kende, som han kom til at sætte stor pris på. I de følgende år rejste Liebermann flere gange til Holland, hvor han fandt sine billedtemaer i de gamle nederlandske mestre og i de hollandske motiver. I 1892 blev Liebermann medlem af kunstnersammenslutningen De XI – en forening af elleve kunstnere som stod i opposition til Akademiets konservative kunstsyn. I 1898 var han blandt stifterne af Berliner Secessionen, som han blev præsident for i 1899. Fra først at have været naturalist udviklede Liebermann sig til at blive en af de vigtigste tyske impressionister. Fra 1915 begyndte han i talrige malerier at male sin have ved Wannsee. I 1920 blev Liebermann præsident for Akademie der Künste og i 1927 æresborger i Berlin. Efter nationalsocialisternes magtovertagelse blev mange af hans billeder fjernet fra de offentlige samlinger, og Liebermann trak sig tilbage fra offentligheden. I 1935 døde han i sit hus ved Brandenburger Tor.

Alexander Bastek

Vorstudie zum Bildnis des Dr. Max Linde

Forstudie til portrættet af Dr. Max Linde

1897 | Olie på lærred, 40,5 x 31,5 cm

Liebermanns portrætstudie forestiller øjenlægen og kunstsamleren Max Linde, broder til de to malere Hermann Linde og Heinrich-Eduard Linde-Walther. Max Linde havde i Lübeck omkring år 1900 opbygget en betydelig kunstsamling, som blandt rummede værker af Rodin, Manet, Monet, Cézanne, Dégas og Whistler. Fra 1902 koncentrerede han sig stort set udelukkende om kunst af Edvard Munch, af hvem han erhvervede talrige arbejder, og hos hvem han bestilte malerier og grafik. Mens Linde efter medicinstudiet i Berlin lod sig uddanne til øjenlæge, lærte han Max Liebermann at kende. I 1896 besøgte Liebermann Linde i Lübeck og portrætterede derefter samleren i 1897. Foruden det her gengivne forstudie maledes der to større portrætter i halvfigur. Det flot malede forstudie gengiver helt umiddelbart Lindes ydre fremtoning og giver samtidig et indblik i portrætkunstens væsen: Med sit vågne og opmærksomme blik ser øjenlægen og kunstkenderen direkte på maleren. Endnu et ansigt – der tydeligere viser Linde i profil – befinder sig ved billedets nederste kant drejet 90 grader.

Alexander Bastek