Harald Slott-Møller

København 1864–1937 København

Efter at have tilbragt sin studietid på Københavns Kunstakademi fra 1881–83 skifter Slott-Møller til Kunstnernes Studieskole under P.S. Krøyers (1851–1909) ledelse hvor han blev skolet i naturalismen. Sammen med blandt andre Johan Rhode (1856–1935) og sin hustru Agnes Slott-Møller(1862–1937), som ligeledes var billedkunstner, blev han central i sin medvirken til dannelsen af kunstnersammenslutningen Den Frie i 1891.

Parret Slott-Møller tog på talrige rejser til bl.a. Italien og England, hvor de især blev optagede af italiensk middelalderkunst og de engelske prærafaelitter, som blev rettesnor for fremstillinger af motiver fra danske folkeviser og dansk middelalderhistorie. Prærafaelitternes kunstsyn omkring æstetik, ideologi og moral som uadskillelige størrelser prægede også parrets tilgang til kunsten.

Selvom Slott-Møller var en del af det gode kulturradikale selskab i starten af kunstnerkarrieren, og således var personlig ven med Georg Brandes (1842–1927), opnåede han i sin kompromisløse stræben mod en ideel og intellektuel kunst at bringe sig i opposition til sine kunstnerkollegaer. Det er også selvsamme intellektuelle tilgang til kunsten der har fået eftertiden til at interessere sig for Slott-Møllers kunst.

Fleur Wetterholm

Min Hustru

Meine Ehefrau

1887 | Olie på lærred, 191 x 104 cm | Foto: Ole Akhøj

Omkring år 1900 var Harald Slott-Møller en af de væsentligste kunstnere på den danske kunstscene. Således var han en del af den kunstnerdrevne Kunstnernes Studieskole (grundlagt 1882), og nogle år senere kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling (grundlagt 1891). Slott-Møller tilhørte således den unge avantgardegeneration, der modsatte sig akademiets forældede undervisningsprincipper og de vanskelige udstillingsvilkår på de årlige censurerede udstillinger på Charlottenborg. Det var netop på Kunstnernes Studieskole, at Harald SlottMøller mødte sin kommende hustru Agnes Rambusch(1863- 1937). Portrættet her er malet i 1887, året inden deres giftermål. Indledningsvis blev det udstillet blot med titlen Portræt, senere som Portræt af Frk. Rambusch, for til slut at ende med dets nuværende: Min hustru.

Vægten er lagt på det psykologiske og det særlige ved netop hendes karakter – samtidig hæves hun ud af tid og sted via baggrundens udefinerbare og skyggebelagte rum.

Portrættet afspejler en stolt kvinde. Hun skuer ud i en sejrsikker fremtid, som bidrager til hendes egen opfattelse af sig selv som kunstner. Den forelskede Slott-Møller promoverer her et fascinerende portræt af sin forlovede, som en selvstændig kvinde, der var hans ligeværdige partner i forventningerne til den kommende tid. Sammen stod de livet igennem hinanden last og brast.

Jacob Helbo Jensen