Harald Giersing

København 1881–1927 København

Giersing havde tidligt drømmen om at blive kunstner. I 1900 blev han optaget på Kunstakademiet i København, hvor han gik i fire problematiske år, før han forlod skolen uden afgang. Fra 1904–06 gik han på Kunsternes Studieskole, under ledelse af Kristian Zahrtmann (1843–1917), og fik her modet og inspirationen til en friere malerisk udfoldelse. I 1906 rejste han til Paris, hvor han orienterede sig i tidens strømninger, og således blev optaget af fauvisternes billeder. Efter hjemkomsten manifesterede Giersing sig hurtigt som fører for de unge kunstnere, der dannede sig om sammenslutningen Ung Dansk Kunst (1910–12). Han havde ry for at være radikal og havde derfor svært ved at blive medlem af Den frie Udstilling, hvilket dog skete i 1914. Året efter var han en af hovedmændene bag den sprængning af Den frie Udstilling der førte til Grønningens dannelse. Fra 1917–20 var Giersing skribent i tidsskriftet Klingen hvor han agiterede og skrev manifestagtige tekster til støtte for unge kunstnere. Gennem hele sin karriere viste Giersing en stor del kompromisløshed i sit maleri, han døde tidligt i 1927 under en influenzaepidemi.

Jacob Helbo Jensen

Skovinteriør. Sorø

Waldinneres. Sorø

1915 | Olie på lærred, 73,5 x 64,2 cm | Foto: Ole Akhøj

I juli 1915 ankom den unge maler Harald Giersing til Sorø. Her skulle han komme til at male en række skovbilleder, hvoraf flere senere blev udstillet på kunstnersammenslutningen Grønningens første udstillinger, hvor de blev store kritikerroste og salgsmæssige succeser.

Hvor juni måned havde været varm og tør, skulle juli vise sig at blive særdeles våd, hvorfor Giersing måtte tilbringe flere dage på sit hotelværelse. I de breve han sendte hjem til faderen og søsteren, kan man læse, hvordan han konstant beklagede sig over det våde vejr, over indlogeringen samt øreog tandpine. Alligevel skulle det vise sig at blive et utroligt produktivt ophold, og da maleren i august måned vendte næsen hjem, medbragte han ikke mindre end 10–12 malerier. Skoven blev i sommeren 1915 det helt store motiv for Giersing – skovstier, skovbryn og lysninger, træernes stammer, kroner og løvet i utallige grønne nuancer. Måske netop fordi alt var så vådt, stod alt også grønt i grønt, og Giersing har i dette ekspressive billede på eminent vis fanget den grønne, våde fortættede danske sommerskov. Dagbladet Politikens anmelder Knud Pontoppidan kunne således det følgende år skrive: ”Giersing ser helst Skoven i det milde, fugtige Graavejr, der er så typisk for vort Klima. Han har fundet Udtryk for noget, jeg synes, ingen har set saa smukt som han: det bløde danske Sommervejr, hvor solen skinner halvt gennem diset luft.”

Med sine skovmotiver forenede Harald Giersing modernismen med det traditionelle landskabsmaleri. Værket her repræsenterer da heller ikke det mest radikale nybrud i kunstnerens produktion, men er en komposition og en landskabsopfattelse, der ligger i en naturlig forlængelse af den danske 1800-tals romantiske tradition.

Jacob Helbo Jensen