Gotthardt Kuehl

Lübeck 1850–1915 Dresden

Johannes Gotthardt Kühl blev født i Lübeck i 1850, hvor faderen, Simon Heinrich Kühl, var organist og kirketjener ved St.-Lorenz-Kirche og lærer ved den tilknyttede skole. Først gik Kuehl på handelsskolen i Lübeck, derefter skulle han være lærer – men hans interesse gjaldt maleriet. I 1866 besøgte han sin søster Wilhelmine Dorothea i Dresden, og i april 1867 indledte han sit kunststudium ved Dresdner Akademie. I 1870 flyttede han til München, hvor han studerede under Wilhelm Dietz og kom i kontakt med Leibl-kredsen. I 1879 drog han til Paris og i 1882 videre til Holland. Det gamle nederlandske og det moderne franske friluftsmaleri blev de vigtigste orienteringspunkter i hans kunst. I 1889 vendte han tilbage til München, hvor han i 1892 var med til at grundlægge Secessionen. I 1895 blev han lærer ved Dresdner Akademie. Gang på gang vendte Kuehl tilbage til sin fødeby Lübeck, hvor han malede figurscener i kirker og i de typiske lübecker-dieler. Kuehl modtog talrige udmærkelser både i Frankrig og Tyskland og regnedes i sin levetid blandt de mest succesrige og internationalt kendte tyske kunstnere. Kuehl døde i Dresden i 1915.

Alexander Bastek

Braudiele in Lübeck

Bryggererdiele in Lübeck

1890/95 | Öl auf Leinwand, 107 x 76 cm

Gotthardt Kuehl kan betragtes som en idealtypisk repræsentant for de malere omkring år 1900, som man almindeligvis beskriver med slagordene ”mellem tradition og moderne”. Han var født i Lübeck og uddannet ved kunstakademierne i Dresden og München. I 1879 drog han til Paris. Hans forkærlighed for interiørmaleriet har sin rod i det 17. århundredes nederlandske maleri, som han betragtede som et forbillede. Denne tradition parres så med det moderne lysmaleri og den impressionistiske øjebliksskildring, som han lærte at kende i pariserårene.

Alexander Bastek

Lübecker Waisenhaus

Vajsenhuset i Lübeck

1894 | Olie på lærred, 87 x 131 cm

Mens Max Liebermann i 1876 første gang havde benyttet vajsenhuset som motiv, kunne Gotthardt Kuehl nogle år senere studere samme motiv i sin fødeby. Vajsenhuset i Lübeck, der blev grundlagt i 1546/47, er blandt de ældste i Tyskland. Da Gotthardt Kuehl i 1894 malede den store sal med læsende og legende børn, havde vajsenhuset fundet sin endelige plads i nærheden af domkirken (på hjørnet af Domkirchhof og Fegefeuer). Kuehl præsenterer vajsenhuset som et fællesskab, som et sted hvor børn vokser op, hvor de lærer, og hvor de kan udfolde sig. Børnene læser eller laver forskellige slags håndarbejde, de leger, skriver eller tegner. De kan bevæge sig frit og, som man kan se i baggrunden, i et ubevogtet øjeblik klatre op på det store dieleskab. Derudover er fællessalen udstyret med billeder, mens værktøjsvæggen i baggrunden tyder på håndværksmæssigt arbejde og uddannelse. De er alle individuelt beskæftigede, og vajsenhusdragten – pigernes røde kjoler og blå forklæder og drengenes blå dragter – forbinder dem i et fællesskab.

I mange af Kuehls malerier kan man udskille detaljer, der sagtens kunne fungere som selvstændige billeder. I vajsenhuset er det udover enkelte personer især blomster-stillebenet forrest til højre og kigget gennem døren bagest til venstre. Den flugtlinje, som langs bordene forskyder sig ekstremt ind i billedets dybde, forbinder alle disse enkeltmotiver til et harmonisk hele, som på én og samme tid udtrykker både ro og dynamik.

Alexander Bastek