[flexy_breadcrumb]

Harald Giersing

København 1881–1927 København

Giersing havde tidligt drømmen om at blive kunstner. I 1900 blev han optaget på Kunstakademiet i København, hvor han gik i fire problematiske år, før han forlod skolen uden afgang. Fra 1904–06 gik han på Kunsternes Studieskole, under ledelse af Kristian Zahrtmann (1843–1917), og fik her modet og inspirationen til en friere malerisk udfoldelse. I 1906 rejste han til Paris, hvor han orienterede sig i tidens strømninger, og således blev optaget af fauvisternes billeder. Efter hjemkomsten manifesterede Giersing sig hurtigt som fører for de unge kunstnere, der dannede sig om sammenslutningen Ung Dansk Kunst (1910–12). Han havde ry for at være radikal og havde derfor svært ved at blive medlem af Den frie Udstilling, hvilket dog skete i 1914. Året efter var han en af hovedmændene bag den sprængning af Den frie Udstilling der førte til Grønningens dannelse. Fra 1917–20 var Giersing skribent i tidsskriftet Klingen hvor han agiterede og skrev manifestagtige tekster til støtte for unge kunstnere. Gennem hele sin karriere viste Giersing en stor del kompromisløshed i sit maleri, han døde tidligt i 1927 under en influenzaepidemi.

Jacob Helbo Jensen