Albert Gottschalk

Stege 1866–1906 Frederiksberg

Albert Gottschalk, blev født i Stege på Møn, da han var ni flyttede familien til København. Som 16-årig kom han i lære som håndværksmaler, men startede samme år, i oktober 1882, i forberedelsesklassen til Kunstakademiet i København. I 1883 blev han privatelev hos Karl Jensen (1851–1933) og Karl Madsen (1855–1938), og fik her impulser fra fransk landskabsmaleri, som det eksempelvis praktiseredes af Barbizonskolens malere. Siden modtog han i årene 1883–1888 undervisning hos P.S. Krøyer (1851–1909) på Kunstnernes Studieskole. Kunstkritikeren Emil Hannover noterede at, trods fortrinlige anlæg manglede Gottschalk energi til at fuldende sine malerier, der forekom ufærdige. Det, der i Gottschalks tidlige år som maler blev betragtet som en svaghed, skulle sidenhen vise sig at være en styrke, og det der gjorde, at hans billeder havde sin helt egen personlige stemning og sanselighed. Til trods for at Gottschalk foretog flere udenlandsrejser bl.a. til Lübeck og Berlin i 1887, Antwerpen, Bruxelles og Paris i 1889 og til Rom i 1904, vedblev han livet igennem at være knyttet til fødebyen og egnene omkring Stege på Møn.

Jacob Helbo Jensen