Susette Holten

København 1863–1937 København

Da Susette Cathrine Holten, født Skovgaard, kom til verden i 1863, blev hun så at sige født ind i kunstens verden. Hendes far var den kendte Guldaldermaler og professor ved Kunstakademiet i København P. C. Skovgaard (1817–1875), og hendes brødre var kunstnerne Joakim (1856–1933) og Niels Skovgaard (1858–1938)der begge udførte en lang række offentlige udsmykninger. Som sin far og brødre ville Holten også være kunstner. Endnu havde kvinder ikke adgang til Kunstakademiet, og hun modtog derfor privatundervisning af bl.a. Carl Thomsen (1847–1912) og Laurits Tuxen (1853–1927). I 1885 debuterede hun på Charlottenborg hvor hun udstillede igen i 1886. I 1891 var hun med til at grundlægge Den frie Udstilling som et alternativ til de censurerede og mere konservative udstillinger på Charlottenborg, og det var primært her hun de efterfølgende år udfoldede sin udstillingsvirksomhed. I 1895 stod hun centralt i arbejdet med Kvindernes Udstilling, hvor hun var kunstnerisk leder. Holtens talent gik i mange retninger og hendes virke omfatter grafiske opgaver som; plakater, illustrationer og vignetter til skulpturel og brugspræget keramik, møbler, forlæg til vævning og broderi samt naturligvis maleri.

Jacob Helbo Jensen