Peter Ilsted: Ung pige med opsat hår

Mädchen mit hochgestecktem Haar

1888 | Öl auf Leinwand, 26,5 x 19,5 cm | Foto: Ole Akhøj

Peter Ilsted var en del af kredsen omkring Vilhelm Hammershøi, og han var både stilistisk og motivmæssigt under indflydelse af Hammershøis stilfærdige interiør- og figurkunst. Hos begge kunstnere optrådte den isolerede kvindefigur som et karakter- og stemningsskabende element i rummene, ligesom de havde gjort det i de fjernere hollandske forbilleder fra det 17. århundrede.

Der er ganske få fortællende elementer i billedet, og intet der antyder kvindens identitet. Hendes solbrændthed indikerer at hun er vant til at være udendørs, og dermed tilhører den arbejdende klasse. Samtidig tilføjer det fremstillingen et træk af realisme, hun er fremstillet, som hun er, uden idealisering. Hendes villighed til at trække ned i chemisen, og dermed stå til malerens fulde disposition fortæller, at hun kan være professionel model eller måske ligefrem en prostitueret der supplerer sin indtjening med det mere skånsomme modelarbejde. I årene 1886–89 var Ilsted flere gange i Paris, og hun kunne som type og kvindefigur sagtens høre hjemme i 1880’ernes Parisiske fin de siècle kultur med tilhørende boheme- og forlystelsesliv på Montmartre.

Jacob Helbo Jensen