1900/1903 | Olie på lærred, 71,5 x 91 cm

Ved første blik er Linde-Walthers gadescene et uspektakulært byportræt. Man ser gaden Hartengrube, der strækker sig mellem domkirken og Trave, en typisk gade i det gamle Lübeck med gavlfacader og røde tegltage. Det er figurstaffagen der giver billedet dets liv. Personerne i forgrunden falder straks i øjnene: en mor med sin lille datter. Mens moderen med sænket blik bevæger sig ud af billedet, kigger barnet, som man knap ser mere af end hoved og skulder, direkte på betragteren. Også i billedets mellemgrund ser man forbipasserende, som hverken synes at bemærke omgivelserne eller maleren. Denne gadescene med anonyme forbipasserende bliver brudt af pigen i forgrunden. Hun kigger nysgerrigt ud af billedet, måske en smule ængstelig, men alligevel modig nok til at se direkte på maleren. Dér har kunstneren placeret sig med sit staffeli. Således mødes to beslægtede blikke: den fordomsfri sansning opfattet ved pigens nysgerrige kiggen og malerens kunstneriske blik, der i det upåfaldende gadeforløb har øjnet et motiv, det var værd at gengive. Således har Linde-Walther skabt en moderne byimpression ved hjælp af det uforfalskede blik, som vi genkender fra barnets verden.

Da Linde-Walther udstillede billedet på Berliner Secessionen i 1903, så det anderledes ud (fig.). I stedet for mor og datter havde maleren i første omgang, i forgrunden, placeret en herre med ridepisk og stråhat i hænderne. Dennes skeptiske bliki retning af maleren, der syntes at udtrykke en total mangel på forståelse for, hvorfor man maler under åben himmel, må Linde-Walther at have opfattet som forstyrrende. Han korrigerede billedet og skabte sig i stedet en forbundsfælle i barnet.

Alexander Bastek