Børneliv

I mange af udstillingens værker møder vi børn, og gennem kunstnernes forskellige skildringer får man et lille indblik i periodens opfattelse af deres liv. Generelt har det været accepteret, at begrebet ’barndom’ stammer fra oplysningstanken i slutningen af 1700-tallet. Den idé er i dag delvis erstattet af erkendelsen af, at barndom er en kulturel og kronologisk variabel, og begrebet barndom samt synet på barnets opdragelse har ændret sig i takt med samfundsstrukturerne.

Allerede fra 1860’erne reflekteredes den moderne opfattelse af barnet som individ i kunsten, og gennem skildringer af børn og det nære liv omkring dem og deres omgivelser får man indblik i den samfundsmæssige udvikling og de sociale lag, de tilhører. Billederne her viser således både en stor variation i den måde, som kunstnerne er gået til motivet på, og i de enkelte børns individuelle fremtoning.

Heinrich E. Linde-Walther skildrer således lille Else Gensel, med et lettere skeptisk blik rettet mod kunstneren, mens hun fremviser et stort udvalg af legetøj i et bedrestillet borgerligt hjem. Portrættet var bestilt af pigens forældre, og kunstneren har derfor lagt stor vægt på individuel personlighed og portrætlighed. Anderledes forholder det sig i Anna E. Munchs Ved de gamle pile, hvor barndommens udfoldelse af fri leg i pagt med naturen er i fokus frem for en individuel fremstilling af de enkelte pigers personlighed. I Gotthardt Kuehls Vajsenhuset i Lübeck leves livet under helt andre forhold for byens fattige børn. I et institutionaliseret og halvoffentligt fællesskab arbejder, spiser, sover og uddannes børnene i kollektiv offentlig opdragelse, der står i skærende kontrast til Laurits Tuxens intime og private skildring af datterens indtagelse af dagens frokost med begge forældres fulde kærlige opmærksomhed.