LOLA er en flot og engagerende udstilling, som viser helt nye og ukendte sider af menneskets liv i stenalderen for 5000-6000 år siden. Den åbner den 26. juni i Maribo. 

Udstillingen formidler resultaterne af Danmarks største stenalderudgravning, som er gennemført Rødbyhavn. Her har arkæologerne har undersøgt det, der svarer til 180.000 kvadratmeter forud for etableringen af tunnelen til Femern. På en måde er LOLA resultatet af et samarbejde tværs over Østersøen om at forbinde Danmark og Tyskland gennem en tunnel under havet. 

I udstillingen følger vi stenalderpigen Lola, hvis DNA danske og tyske forskere sensationelt har udvundet af en klump tyggegummi af birkebarksbeg. Lola levede for 5700 år siden. Vi ved hun var mørk i huden, havde mørkt hår og blå øjne. Vi ved, at hun havde spist gråand og hasselnødder, før hun tyggede på sit tyggegummi. Hun var bærer af kyssesyge og var laktoseintolerant. 

Vi rejser sammen med Lola gennem de 1000 år af stenalderenhvor mennesket skiftede erhverv fra jæger-samler til bonde. Udstillingen viser stenalderfolkets fiskegærder og deres fiskeredskaber, våben og smykker. Selv et fodaftryk, som en stenalderfisker satte i havbunden for 5500 år siden er med i udstillingen.

Flintøkse

Gæsterne møder stenalderfolkets fascinerende verden gennem Lolas øjne. De oplever, hvordan de jagede og fiskede og får et indblik i deres for os mærkelige ritualer, hvor de ofrede dyr og satte tænderne i skiver af ler. Det var dengang de første bønder bragte landbruget til Danmark hen over Østersøen. Lolland var porten til Skandinavien. Det var en brydningstid. Gamle levemåder, traditioner og skikke måtte vige for en ny livsstil, en ny ideologi og – måske – et nyt folk, som kom sejlende sydfra over Østersøen fra det, der nu er Tyskland